Odense Håndbold forlænger samarbejdet med assistenttræneren
Mark Strandgaard har siden 1. juli 2023 været assistenttræner i Odense Håndbold, og nu har han sat sin underskrift på yderligere tre år – frem til sommeren 2029
Han har både på- og udenfor banen stået på de største scener, og kan siden sin tiltræden som assistenttræner i 2023, skrive 2 x Super Cup trofæer, en EHF Final4 sølvmedalje og et DM mesterskab på sit orange CV. Sammen med klubben skal Mark Strandgaard fortsætte rejsen og løfte ambitionerne omkring, at kæmpe med i den absolutte europæiske verdenstop.
Det er en forlængelse som glæder Administrerende Direktør i Odense Håndbold, Lasse Honoré. Han udtaler i en pressemeddelse:
“Mark har på få år i klubben udviklet sig både personligt og fagligt og har samtidig spillet en central rolle i vores sportslige udvikling. Han har haft et stærkt samarbejde med både tidligere og nuværende trænere og bidrager med en vigtig stemme i truppen, der er med til at skabe den harmoni, vi oplever i dag.
Samtidig er Mark kendt for sine høje forventninger til både sig selv og sine omgivelser, hvilket er med til at løfte ambitionsniveauet og sikre, at vi hele tiden stræber efter at blive lidt bedre end vi var i går.”
Hovedpersonen selv, Mark Strandgaard, glæder sig over at have fremtiden på plads:
“Jeg er meget tilfreds med, at jeg allerede tidligt i sæsonen har forlænget min kontrakt med Odense Håndbold og dermed kan se frem til et samarbejde frem til sommeren 2029. Klubben har tydelige ambitioner og stærke visioner for fremtiden, som jeg ser frem til at bidrage til. Samtidig er Odense den helt rigtige klub for mig i den udvikling, jeg er i som træner.
I Odense er forventningen altid, at vi vinder den næste kamp – og det pres og den kultur trives jeg rigtig godt i. Gennem de seneste sæsoner har vi taget afgørende skridt mod at opbygge en stærk kultur og et solidt fundament, der med rette placerer os blandt toppen af både dansk og international håndbold. Jeg føler, at jeg fortsat har meget at bidrage med i Odense Håndbold og i samarbejdet med at assistere Jakob. Samtidig oplever jeg en stor tillid og respekt fra en trup med enorme kvaliteter, hvilket giver mig både motivation og glæde i arbejdet.”
Mark har i skrivende stund stået på sidelinjen i 76 kampe som assistenttræner, og i aften venter der kamp nummer 77, med det orange logo på brystet.