Odense-profil klar til Final4-debut: Det bliver intenst
Det er en tydeligt begejstret Elver, der ser frem til weekendens håndboldfest.
“Jeg glæder mig helt vildt og ser virkelig frem til at spille her i Budapest. Bare dette medie-event viser tydeligt, hvor speciel situationen er. Det bliver intenst, men vi skal også nyde det,” siger Helena Elver til Champions Leagues officielle Facebook-side.
Elver erkender, at nerverne endnu ikke har meldt sig, men forventer, at de snart kommer snigende:
“Jeg er ikke så nervøs endnu, men det kommer nok i morgen,” siger hun med et smil.
Odense møder i semifinalen Metz, der er kendt for sit ekstremt hurtige spil. Men statistisk set har Odense denne sæson haft det mest effektive angreb i Champions League. Elver understreger, at opskriften på succes bliver at holde fast i de kvaliteter, som holdet har vist hele året:
“Vi skal forhåbentlig gøre præcis det, vi har gjort hele sæsonen. Vi har været stærke både i angrebet og forsvaret, og vores gode angrebsspil bygger også på, at vi har et solidt forsvar. Det giver os mulighed for kontraangreb, og vi elsker at spille hurtigt. Så vi vil gøre det, vi har gjort hele sæsonen, og så må vi se, om det er nok,” lyder det fra Elver.