Odense-stjerne afviste Györ: ”Det har aldrig været en pigedrøm”
Mie Højlund fortsætter karrieren i Odense Håndbold og har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse frem til 2028 – trods interesse fra CL-mestrene fra Györ.
Efter sejren over NFH bekræftede hun over for TV 2 Sport, at den ungarske storklub var en mulighed for hende,
”Ja, blandt andet,” lød det fra Højlund, da hun blev spurgt direkte.
Alligevel nåede interessen aldrig til konkrete forhandlinger. For Højlund handlede valget i højere grad om tryghed i den fynske klub, hvor hun har spillet siden 2017.
”Det har aldrig været en pigedrøm. At være i en klub, hvor jeg har været en del af processen i så mange år, er en kæmpe stolthed for mig. At vi er nået så langt … Jeg vil bare gerne være med til at tage det sidste skridt,” sagde hun.
Hun understreger dog i interviewet, at et udlandseventyr ikke er udelukket, selv om hun netop har forlænget kontrakten med to år.