Ole Bitsch: Jeg var ikke sikker på om vinden ville blæse i vor retning
På hjemmebane tørnede Ole Bitsch’ tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Skanderborg Håndbold, da de to mandskaber krydsede klinger i 12. spillerunde i Kvindeligaen.
I BIOCIRC Arena levede viborgenserne op til favoritværdigheden, men det var ikke uden problemer.
Viborg HK vandt opgøret med cifrene 32-28 efter at have været bagud 13-16 ved pausen.
Se kampen i tal HER
”Jeg havde inden kampen lagt hånden på kogepladen og garanteret at vi ville vinde. Men jeg var i pausen ikke helt sikker på, om vinden i anden halvleg ville blæse i vor retning… Præcis på det tidspunkt vi skulle bruge det, diskede målmand Louise Bak op med en håndfuld vitale redninger. Det gav os mulighed for at holde fast og øge den spinkle føring vi på dette tidspunkt havde”, sagde Ole Bitsch til klubbens hjemmeside efter kampen.
Med sejren rykker viborgenserne op på femtepladsen i tabellen og holdets næste ligaopgave er på onsdag, hvor de på udebane støder sammen med de danske mestre fra Team Esbjerg.