Pludselig fik Stine Bjerre en central rolle i afgørelsen på dramatisk ligakamp
Stine Bjerre Mortensen plejer at forholde sig meget neutralt, når hun rapporterer fra diverse håndboldhaller rundt omkring i Danmark, men pludselig stod den erfarne TV-vært og talte med kampens observatør, Martin Gjeding, da en afgørende situation skulle gennemses på video.
Situationen var den, at kampen stod helt lige med kort tid tilbage. Skjerns keeper, Tim Winkler reddede et vigtigt straffekast, hvorefter der blev appelleret for en forkert udskiftning fra Skjern-bænken. Det skulle derfor ses igennem på video, men de tilgængelige billeder kunne ikke bekræfte fejludskiftningen. Derefter opstod der forvirring om, hvorvidt tiden var løbet ud, eller om der var nogle sekunder tilbage, som potentielt kunne afgøre kampen. Det var her Stine Bjerre Mortensen pludselig kom til og tog fat i Martin Gjeding:
“Det fungerer sådan, at der er en fra DanskHåndbold, der henvender sig til vores producer, som sidder i Odense, og siger: ”Vi vil gerne se de billeder, I har til rådighed.” Så viser vi de billeder, vi har til rådighed. Efter vi har vist de første billeder situationen, hvor man ikke kan se, om der er for mange spillere på banen, tager ham fra DanskHåndbold, som har kontakten til TV 2, sit headset af,” forklarer chefredaktør for TV2 Sport, John Jäger og fortsætter:
“Så da TV 2’s producer vil fortælle ham, at vi har nogle andre billeder, hvor man kan se, hvor lang tid, der er tilbage – har produceren ikke direkte kontakt til DanskHåndbold. Derfor fortæller produceren det til Stine Bjerre Mortensen, som så fortæller det videre til dommerobservatøren.”
Forklaringen på den spøjse situation var dermed enkel, men spørgsmålet er, om TV2 overhovedet skal stille billeder til rådighed i sådanne situationer og det er heller ikke formålet med deres tilstedeværelse, forklarer John Jäger.
Skjerns landsholdsprofil var bestemt heller ikke tilfreds med, at der ikke var billeder af en situation, der kunne blive kampafgørende, men til det siger John Jäger:
“Vi er i hallen for at lave fjernsyn. Vi er der, fordi vi har besluttet os for at transmittere kampen på TV 2’s kanaler, og det er det, vores folk er der for.”
Den dramatiske kamp endte 30-30.