LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Silkeborg-Voel KFUM henter ligaens topscorer

Silkeborg-Voel KFUM forstærker sig til den kommende sæson med ligaens mest scorende spiller, den 27-årige Mai Kragballe.

Mai har repræsenteret de danske U-landshold med 74 kampe og hele 312 mål og har desuden været udtaget til tre A-landskampe. Som senior har hun vundet DM-guld og været topscorer i Champions League for København Håndbold. Senere har Mai spillet i den franske klub Nantes og den svenske topklub Savehof.
I øjeblikket spiller Mai Kragballe for ligakonkurrenterne Horsens Elite. Hun er topscorer i den danske kvindeliga med imponerende 170 mål i 23 kampe. Derudover har hun lavet 85 assists, hvilket gør hende til en af de absolutte største profiler i håndboldligaen.

Direktør i Silkeborg-Voel KFUM, Jakob Andreasen, udtaler om signingen af ligatopscoreren:
”Jeg er enormt stolt over, at vi kan hente en spiller af den kaliber til klubben for de kommende 2 sæsoner. Vi er meget taknemmelige og ydmyge over den opbakning, vi får fra alle vores partnere. Vores trofaste hovedsponsor JYSK har øget deres sponsorat, og Jyske Bank er kommet ind som co-hovedpartner. Det spiller en markant rolle for at fastholde et godt kvinde håndboldhold her i Silkeborg.
En af vores store lokale partnere, Bechmann´s Eftf., v. Tommy Jensen, har forøget sit partnerskab markant, hvilket gør det muligt at hente ligaens topscorer, Mai Kragballe.”

Tommy Jensen udtaler:
”Vi har i Bechmann´s Eftf. haft stor glæde af at komme i hallen og deltage i klubbens netværk gennem mange år. Derfor er vi rigtig glade for at kunne bidrage til den fortsatte udvikling af klubben og hjælpe med at gøre Silkeborg-Voel KFUM til et endnu bedre hold, så vi igen kan være med til at konkurrere mod de allerbedste klubber.”

Cheftræner Peter Shilling Laursen siger om Mai Kragballe:
“Statistikken taler for sig selv. Mai er en spiller, der scorer utrolig mange mål, men hun er også en spiller, der har evnen til at spille sine holdkammerater fri. Derudover bringer Mai en stor rutine med sig fra hendes mange år i den danske liga samt hendes erfaring fra udlandet. Mai passer perfekt ind i klubben og holdet.”

Pressemeddelelse fra Silkeborg-Voel KFUM

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder