LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Sjælden gentagelse: Ligamodstandere mødes igen næsten med det samme

Fredag aften venter et intenst opgør i Sydjysk Sparekasse Skansen, når Sønderjyske Herrehåndbold tager imod TTH Holstebro. Begge hold har klare ambitioner om slutspillet, og derfor er der vigtige point på spil.

Sønderjyske har i sæsonens første kampe vist stærke defensive kvaliteter, men skal finde endnu mere skarphed i kontra- og angrebsspillet, hvis sejren skal sikres mod et aggressivt Holstebro-mandskab.

Gæsterne er kommet godt fra land i Bambuni Herreligaen med 4 point efter tre kampe og kommer til Sønderborg med selvtillid oven på en flot sejr over Skjern Håndbold. TTH Holstebro er især farlige i de hurtige omstillinger og råder over profiler som Thomas Damgaard og William Aar, begge spillere som kan afgøre kampe på egen hånd.

For Sønderjyske handler det om at skabe momentum og intensitet fra første fløjt – og ikke mindst at udnytte den stærke hjemmebanestemning i Skansen. Der er lagt op til en fysisk og tempofyldt affære, hvor marginalerne kan blive afgørende.

Assistenttræner Lasse Folkmann understreger kampens betydning:

”TTH Holstebro har typisk et meget aggressivt forsvar, som gerne vil lave mange frikast, så for os handler det om at spille hurtigt og bevare rytmen i kampen. Vi kommer også til at have et øje på Thomas Damgaard, som har stor betydning for deres angrebsspil. Det bliver et hold, vi skal kæmpe direkte med om slutspillet – ligesom i sidste sæson – så det er en meget vigtig kamp for os.”

Fredagens duel er samtidig første runde af to møder på få dage, da TTH Holstebro allerede tirsdag vender tilbage til Sønderborg til ottendedelsfinalen i Santander Cup. Det bliver derfor spændende at se, hvem der tager første stik.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder