Skandale eller strategi? Sådan ser aktører på syv mod seks

Kritikken har været hård fra flere prominente navne. Den tyske landstræner Alfred Gislason har kaldt syv-mod-seks for “sabotage mod håndbold”, og den tidligere landsholdsspiller Stefan Kretzschmar har stemplet varianten som både “kedelig” og “forudsigelig”.

Tilskuerne ser ofte det mest åbenlyse problem: risikoen for at blive straffet med hurtige scoringer imod sig, når et angreb taber bolden, og modstanderen frit kan sende kuglen i det tomme mål. Samtidig bliver rummene på banen mindre, hvilket mange mener går ud over spillets dynamik.

Men der er også klare fordele, understreger Jamal Naji, tidligere træner i Bergischer HC og nu ekspert for Dyn. “Det er mere end bare en ekstra spiller på banen. Der ligger altid en klar taktisk plan bag,” siger han. Han peger på, at to stregspillere tvinger forsvaret til at stå mere kompakt, hvilket giver bagspillerne bedre positioner. Samtidig kan kortere løbeveje spare kræfter i et langt opgør.

Naji ser især to situationer, hvor syv mod seks er oplagt: “Enten når holdet er i en dårlig periode, eller når det skal hente et større forspring.” Netop stregspillernes placering er afgørende. Står de tæt på forsvarets midte, åbnes muligheder for gennembrud eller korte afslutninger. Står de bredere, kan de trække forsvarsspillere væk og skabe plads i midten.

Så længe reglen består, vil nogle trænere fortsætte med at bruge syv mod seks – måske kun i glimt, måske som en fast del af spillet. For nogle fans opleves det som en bremse på dynamikken, men for holdene kan det være et redskab, der ændrer kampens udfald.