To Skanderborg-profiler forlader klubben efter indeværende sæson
De to tidligere SHEA-spillere har efter 2 sæsoner på Skanderborgs ligahold valgt at fortsætte deres karrierer i andre klubber efter sommer.
De er fulgtes ad først på SHEA, derefter på Skanderborgs ligahold og nu fortsætter de så rejsen videre til to nye klubber efter sommerferien. De har begge været ubestridte talenter på deres årgange og har nu i snart to sæsoner også formået at gøre sig gældende på liga-niveau. Men til sommer skifter Filippa Nedovic og Verona Rexhepi altså begge den grønne trøje ud med nyt spilletøj.
Selvom klubben meget gerne havde set begge spillere på holdkortet til næste sæson, er de 2 spilleres klubskifte dog samtidigt en bekræftelse på, at talentudvikling og evnen til at få den svære overgang fra ungdoms-talent til etableret ligaspiller til at lykkes, stadig er et varemærke for Skanderborg Håndbold.
Om sin beslutning siger Verona:
”Efter fire gode år på SHEA og derefter på ligaholdet, har jeg nu valgt at prøve noget nyt. Jeg har været utrolig glad for min tid i Skanderborg Håndbold, og vil gerne sige en stor tak til alle de søde og imødekommende mennesker i og omkring klubben. Jeg har virkelig følt mig taget godt imod og været en del af et stærkt fællesskab. Jeg ønsker klubben alt det bedste fremover.”
Filippa siger om skiftet til sommer:
“Først af alt er jeg ked af at skulle forlade Skanderborg, som nu har været mit hjem i 4 år. Har haft 2 fantastiske år på SHEA og derefter 2 år på ligaholdet. Det har været 4 år, hvor jeg virkelig har udviklet som håndboldspiller og som menneske. Så en kæmpe tak til alle omkring og i Skanderborg for denne oplevelse. Jeg er glad og klar på at prøve noget nyt og på nye udfordringer fra næste sæson. Men er mere end klar til at afslutte min sidste tid og sæson i Skanderborg bedst muligt.”
Vi ønsker begge held og lykke med deres videre færd, men glæder os nu først og fremmest til at opleve dem på banen for Skanderborg Håndbold i den resterende del af sæsonen.
Pressemeddelelse fra Skanderborg Håndbold