LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Sofie hvem? Stregprofil var tæt på at opgive landsholdsdrøm

I mange år har stregpositionen på det danske kvindelandshold været tæt på umulig at trænge ind på. Med rutinerede profiler som Kathrine Heindahl og søstrene Sarah og Rikke Iversen har konkurrencen været benhård, og de samme tre navne har domineret slutrunderne i næsten et årti.

SCANDIC CPH STRANDPARK (AMAGER, EUROPAMESTER.DK): Men nu blæser nye vinde i kvindelandsholdets trup. Flere af de faste stregspillere har været ude i længere perioder på grund af graviditet og barsel – og pludselig er der blevet plads til nye ansigter. Ét af dem tilhører 29-årige Sofie Bardrum.

Det er første gang, Sofie Bardrum for alvor er en del af den danske A-trup, og det kan mærkes, at det betyder noget særligt. For vejen hertil har været lang og tålmodig.

- Der er blevet lagt niveau på hele tiden, og jeg føler, at jeg har taget det i det tempo, jeg har haft behov for, og som har været rigtigt. Jeg har fået lov til at specialisere mig meget i mit angrebsspil, og det giver pote nu, hvor jeg sidder her. Jeg har lært rigtig meget – også personligt, siger Sofie Bardrum til Europamester.dk. 

Bardrum er ikke typen, der praler eller taler sig selv op. Hun reflekterer, tænker sig om, og hendes ro afslører en modenhed, der rækker ud over hendes alder. 

Hun ved, hvor svært det har været at nå hertil – og hvor mange gange døren til landsholdet tidligere har været lukket.

- Jeg har altid haft en følelse af, at hvis jeg fik chancen, så kunne jeg bidrage. Men hvor realistisk det har været? Det har jeg nok selv tvivlet på indimellem. Der har været nogle meget solide spillere på min position, og det må jeg bare anerkende. Drømmen har været der altid, men jo flere år der gik, desto mindre realistisk blev den, fortæller hun med et smil, der både rummer stolthed og lettelse.

I mange sæsoner har Sofie Bardrum leveret stabilt på klubniveau uden at blive nævnt i landsholdssammenhæng. 

Alligevel har hun aldrig mistet motivationen. Hun har arbejdet videre, forfinet sit spil og ventet på det hul, der til sidst skulle åbne sig.

- Det er først indenfor det seneste halve år, at jeg har tænkt, at det måske kunne blive en mulighed. De forrige år har jeg slet ikke haft det i tankerne. Jeg har bare gjort mit og kæmpet, siger hun.

Nu sidder hun så her – midt i landsholdets VM-forberedelser – og får chancen for at vise, hvad hun kan. Det er et øjeblik, hun har drømt om i årevis, men som hun næppe helt havde troet ville komme.

- Det er fedt, og det var jo ikke givet, at fordi de andre pludselig var væk, så fik jeg chancen. Der er jo mange faktorer i spil – lidt held, lidt timing – men man skal også gribe de muligheder, der opstår, og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg er bare glad for, at jeg får muligheden. Om det bliver en uge eller en længere karriere, så tager jeg det, som det kommer, siger Sofie Bardrum.

Hun er ikke en spiller, der tager noget for givet. Netop derfor betyder det også ekstra meget, at hun har fået lov at blive hele ugen i landsholdslejren – og ikke blot en hurtig gæsteoptræden.

- Jeg er glad for at have fået hele ugen. Det giver mig ro, og det betyder noget at få tid til at lære holdet og systemerne at kende. Jeg tager den tid, jeg får, og nyder det, siger hun.

Hun læner sig tilbage, og der er ingen tvivl om, at hun nyder øjeblikket. For hende handler det ikke om store overskrifter eller hurtige gennembrud, men om at være klar, når chancen endelig opstår.

Om det bliver begyndelsen på en ny landsholdskarriere, ved ingen endnu. Men én ting står klart: Sofie Bardrum har endelig fået døren på klem – og hun agter at træde ind, hvis den åbner sig helt.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder