Team Esbjerg-træner før storkamp: Vi skal møde et sultent Odense-mandskab
Onsdag aften mødes to af de største hold i dansk kvindehåndbold, når Team Esbjerg spiller på hjemmebane mod Odense Håndbold i den hjemlige liga.
Begge hold har fået en god start på sæsonen, hvor det er blevet til fire sejre i de første fire kampe, de har spillet, og de jagter derfor at fortsætte den gode stime.
De har allerede mødt hinanden tidligere i denne sæson i Champions League, hvor det blev til en meget sikker sejr til Team Esbjerg på hele 39-30.
Hos Team Esbjerg er klubbens træner Tomas Axner da også godt klar over, at det bliver en kamp mod et Odense-hold, der kommer for at få revanche fra nederlaget i Champions League onsdag aften.
- VI har en god fornemmelse fra første kamp. Vi var på hjemmebane, og leverede en god præstation, og den skal vi tage med os, ligesom vi skal tage præstationen mod Rapid med. Men vi ved også, at når kampen bliver fløjtet i gang, er det et sultent Odense-mandskab, som vi skal møde, siger Axner til Team Esbjergs hjemmeside.