Tidligere Ajax-profil advarer: -De har aldrig noget at tabe og vinder ikke på at være heldige, siger Viborg-streg
Nuværende Viborg-streg og tidligere Ajax-profil Ida-Marie Dahl understreger, at holdet fra Sydhavnen altid er møghamrende ubehagelige at møde, men lægger ikke skjul på, at Viborg er kæmpefavoritter i mandagens møde.
Respekt. Respekt er nøgleordet, som Viborg HK lader skinne igennem inden mandagens ligamøde mod Ajax København, der har for vane at slå til, når modstanderen mindst venter det.
Hold som Odense, Herning-Ikast og Viborg er blevet sensationelt slået igennem de seneste par sæsoner. Ida-Marie Dahl ved om nogen, hvad det vil sige at stå på begge sider. ¨
I tre sæsoner fra 2015-2018 var hun et stortalent på stregen for Ajax og for to år siden tog hun springet videre til traditionsklubben Viborg HK, der mandag netop møder hendes tidligere klub.
-Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi det er et tophold mod et midterhold. Der er ikke noget at snakke om. Vi er kæmpefavoritter, selvom vi plejer at have tætte kampe mod Ajax, siger Ida-Marie Dahl til Europamester.dk.
-Der er nærmest en lille forbandelse mellem de to hold. Det plejer altid at være tæt. Men sidste gang, vi mødte dem, fik vi rystet de dårlige oplevelser af os og fik kørt dem godt over. Ajax overlever tit på bare at køre på. De har ikke noget at miste og kæmper til det sidste.
-Det er jo helt specielt. Jeg har selv prøvet det. De kommer jo over med en helt anden ro og har aldrig noget at tabe. De kan næsten altid kun overraske, og der er intet pres.
Derfor kan det være farligt at gå ind til enhver kamp mod Ajax som Viborg, der altid vil være store favoritter til at hapse begge point.
-Vi er nødt til at gå ind til kampen mod Ajax med fuld respekt. De har vist så mange gange, at man ikke bare kan undervurdere dem og så vinde. Ajax kan udfordre alle. Vi skal gå ind til den her kamp, som var det en hvilken som helst anden. Vi ved, det hurtigt kan vende, gå i nord, syd, øst eller vest og ende til deres fordel, hvis vi ikke er klar fra start eller undervurderer dem.
Er nøgleordet her ikke ”respekt”?
-Jo, det er det. Alle vores modstandere er ligeværdige. Jeg er især fan og kæmpefortaler af, at man skal gå ind til alle kampe på fuldstændig samme måde og alle er på lige fod, om det er Odense en topkamp eller Ajax i en bundkamp. Det er samme vilje og gejst.
Hvordan husker du, det var at være Ajax og være undertippet i alle kampe?
-Det er både specielt og hårdt. Det ender oftest ikke, som man håber og forventer. Det er ekstremt fedt med et hold, der bare klør på. Det første år med Ajax i ligaen var der ikke mange succesoplevelser, som de har nu. De er ekstremt seje og vinder ved at spille god håndbold og ikke bare ved at være heldige, slutter Ida-Marie Dahl.
Mandag aften klokken 20.00 møder de to hold hinanden i Bambusa Kvindeligaens 14. spillerunde. Den kamp kan du følge direkte på Europamester.dk, når vi bringer et fyldigt kampreferat, snakker med begge lejre og laver en fyldestgørende karakterbog.