Nordsjælland Håndbold har fundet afløseren som ny mand i spidsen for NH-Talent.
Valget er faldet på Oliver Klarskov, der tiltræder som talentchef og U17-træner. Han kender allerede klubben godt efter selv at have spillet for ligaholdet fra 2023 til 2025.
“Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af NH-Talent. Under min tid som ligaspiller i klubben var NH-Talent noget, jeg sideløbende betragtede fra sidelinjen og fandt stor inspiration i. Jeg ser derfor meget frem til at bære stafetten videre fra Laurids og Aagaard,” siger Oliver Klarskov.
Klarskov stoppede sin aktive håndboldkarriere denne sommer og har sideløbende med spillerkarrieren arbejdet som både træner og i ledende funktioner i Roskilde Håndbold.
“Jeg ser dette skifte som det bedste og mest naturlige skridt for mig i min karriere som håndboldtræner og leder. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville gå trænervejen, når jeg en dag skulle stoppe som aktiv,” siger han.
Den nye cheftræner for ligaholdet, Tobias Aagaard, giver dermed ansvaret for talentafdelingen videre og kalder ansættelsen af Klarskov et scoop.
“NH-Talent er en helt afgørende strategisk del af Nordsjælland Håndbold. Derfor er det helt essentielt for os at finde en, der passer på præcis de værdier, og der var Oliver fra start en ønskekandidat. Jeg ser det som et decideret scoop for Nordsjælland Håndbold, at vi kan tilknytte ham,” siger Tobias Aagaard.
Oliver Klarskov har sin første arbejdsdag fredag og skal allerede mandag se både U17- og U19-holdet i træningskampe i Ystad.





























