Truppen til U19-EM er udtaget
16 spillere udtaget til U19 EM i Rumænien
Den danske landstræner Flemming Larsen har nu udtaget de 16 spillere, der om en måneds tid skal rejse med det danske U19-kvindelandshold til EM i Rumænien, for at forsøge og følge op på det flotte resultat fra VM sidste år.
Anne With Johansen og co. skal forsøge at følge op på det flotte resultat ved VM sidste sommer, hvor det blev til sølvmedaljer for ungdomslandsholdet. Foto: IHF
Fra den 6. - 17. juli står der EM i Rumænien på programmet for det danske U19-kvindelandshold. De danske håndboldkvinder skal ved slutrunden forsøge at følge op på det flotte resultat med sølvmedaljer til VM sidste sommer, hvor det blev til et nederlag til Sydkorea i finalen.
Den danske landstræner Flemming Larsen ser med spænding frem mod slutrunden, som er den tredje slutrunde for denne landsholdsårgang. Nu har han også sat navne på de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark ved EM-slutrunden, og det har ifølge landstræneren ikke været helt nemt, da mange spillere har budt sig til:
- Det har faktisk være lidt af en udfordring kun at vælge 16 spillere, fordi der har været så mange, der har vist en rigtig flot udvikling. Det vidner om en stor bredde i årgangen, når vi også kan have 24 spillere med til en samling kort tid før EM, som vi havde det her i pinsen. Det glæder mig især at se spillere, som Clara Bang og Ida Götzsche være tilbage efter korsbåndskader. De har brugt pausen til at få lagt noget ekstra fysik på, så de står et rigtig godt sted nu, fortæller Flemming Larsen og fortsætter:
- Vi har udtaget 16 spillere ud fra den udvikling, vi har set hos dem over længere tid. Og så har vi også forsøgt at skabe en trup med forskellighed i forhold til spiltyper. Det er jo også det, vi arbejder med i forhold til et længere sigte, at der på landstrænerne A-landsholdsniveau har flere typer af spillere at vælge i mellem, og den udvikling starter jo allerede hos os.
De 16 EM-spillere er:
Anne With Johansen, Ajax København
Astrid Leslie Lund, Skanderborg Håndbold
Boline Laursen, Skanderborg Håndbold
Clara Bang, Skanderborg Håndbold
Filippa Nedovic, Skanderborg Håndbold
Ida Götzsche, Ajax København
Ida Marie Kaysen, Viborg HK
Ida Marie Wrang, Roskilde Håndbold
Isabella Poulsen, Silkeborg-Voel KFUM
Julie Vibe Seeberg, FIF
Julie Scaglione, Ikast Håndbold
Laura Borg Thestrup, Skanderborg Håndbold
Laura Galle Hansen, SønderjyskE
Mathilde Vestergaard, Horsens HK
Sara Ibranovic, Ajax København
Stine Skovbo Almind, Skanderborg Håndbold
Spilleplan for EM endnu ikke offentliggjort
W19-landsholdet møder ind til samling i Brøndby den 21. juni til først tre dage med hal- og styrketræning på programmet. Herefter rejser landsholdet til Norge for at spille Scandinavian Open Championship (SOC).
Kampprogrammet for Danmark ved SOC er:
25. juni kl. 17.00 Norge - Danmark, Nordstrand Arena
26. juni kl. 17.00 Danmark - Sverige, Nordstrand Arena
Til EM er Danmark i pulje med Montenegro, Tjekkiet og Nordmakedonien i det indledende gruppespil. Det endelige kampprogram er dog endnu ikke offentliggjort.