TTH-keeper: Min kæreste kunne se jeg ikke havde det godt
I et stort interview med TV 2 Sport fortæller Henriksen nu åbent om den dybe depression, der lammede ham, og vejen tilbage til både hverdagen og håndboldbanen.
Henriksen forklarer, at det var hans kæreste, der først lagde mærke til, at noget var galt:
"Altså hun er nok den, der kender mig allerbedst. Jeg tror, hun kunne se i mine øjne, at jeg blev frustreret eller irriteret over nogle ting i hverdagen, som jeg normalt ikke ville. Hun kunne se i mine øjne, at jeg led lidt, og at jeg skjulte, at jeg ikke havde det godt," siger Henriksen til TV 2 Sport.
Han beskriver sin tilstand som en periode, hvor han følte sig fanget i sit eget hoved:
"Jeg kan bedst beskrive det som en følelse af at være låst inde i et mørkt rum. Jeg følte ikke, jeg kunne finde nøglen, der passede til døren ud af rummet. Det var en stærk følelse af ugidelighed, der ramte mig der."
Henriksen fortæller, at vejen tilbage begyndte med at fokusere på de mest basale ting i hverdagen – stå op, få et bad og spise – og at han senere fik professionel hjælp samt støtte fra familie, venner og kolleger. Han har siden genoptaget håndbolden og spillede for nylig sin første ligakamp efter næsten 11 måneders fravær.
Han har også et budskab til andre, der måtte kæmpe med psykiske udfordringer:
"Jeg synes, man hellere skal sige tingene en gang for meget end en gang for lidt. For så er der måske nogen, der rækker ud og griber ind. Om det er klubben, ens nærmeste eller mine holdkammerater – så er folk klar til at hjælpe," siger Henriksen.