Ingen i Esbjerg synes det er skidesjovt
Det vurderer sportsjournalist Chris Uldahl Pedersen, der følger Team Esbjerg tæt for JydskeVestkysten.
"Der er ikke nogen i Esbjerg, der synes, at den her start er skidesjov, så jeg tænker, at de vil gøre alt, hvad de kan for at levere en bedre præstation og vinde i Viborg og ikke mindst vise en bedre attitude," siger Pedersen til Viborg Stifts Folkeblad.
Team Esbjerg har blandt andet spillet uafgjort mod Silkeborg-Voel i sæsonens første ligakamp, hvor Pedersen ikke var tilfreds med indsatsen:
"Jeg så et Esbjerg-mandskab uden attitude og energi, og set udefra lignede det, at de ikke tog opgaven seriøst. At Silkeborg-Voel scorede 36 mål i en kamp, hvor Katarina Filter havde en hel del redninger, siger jo alt om den defensiv – eller mangel på samme – som Esbjerg havde," siger Pedersen.
Samtidig er holdet fortsat påvirket af fravær af profiler som Henny Reistad, Line Haugsted og Rikke Iversen, hvilket også kan få betydning mod Viborg.