LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Ung dansk forsvarsoverraskelse: Laura Borg ændrede kampen mod Ungarn

Danmarks håndboldkvinder leverede søndag aften et imponerende comeback, da de vendte 18-23 til en dramatisk 28-27-sejr over Ungarn. En af kampens mest uventede helte blev 21-årige Laura Borg, der kom ind fra bænken og satte et afgørende præg på det danske forsvar.

Landstræner Helle Thomsen greb til en modig løsning, da Danmark var mest presset – og valget faldt på Laura Borg, der spiller sin første slutrunde. Det viste sig at være et træk, der skulle få enorm betydning for den vigtige gruppefinale:

“I pausen talte vi om, at vi skulle længere frem på de stående skud. Men det fik vi først justeret, da Laura kom ind. Jeg sagde til hende, at hun bare skulle blæse frem. Og det gjorde hun,” sagde Helle Thomsen til TV2 Sport efter kampen og fortsatte:

“Jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne få en rolle her. Hun er vokset med opgaven og kommer ind i en kamp som denne og vender vores forsvar.”

Holdkammeraterne stemmer i, mens den unge Borg også selv synes, at det var en stor oplevelse at få chancen og så gribe den, som hun gjorde:

“Jeg var ikke helt rolig, da jeg kom ind. Men jeg tænkte: Det er jo bare håndbold. Jeg gjorde det, jeg plejer at gøre, og jeg synes, jeg fandt en god højde. Det er megafedt og giver lidt plus på selvtilliden,” sagde den 21-årige debutant til TV2 Sport efter kampen. 

Danmarks sejr betyder, at holdet undgår Norge indtil en eventuel finale. I kvartfinalen venter enten Frankrig eller Holland. Hvem Danmarks modstander bliver, afgøres i aften, når netop Frankrig og Holland møder hinanden i gruppefinalen i deres mellemrunde-pulje. 

Danmark spiller kvartfinale på onsdag.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder