LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Voel sluttede med stil: Motivationen var på plads

Silkeborg-Voel kunne allerede inden søndagens udekamp mod nedrykningstruede Ringkøbing glæde sig over, at førstepladsen i kvalifikationsspillet var sikret. Alligevel viste holdet ingen tegn på sløseri, og med en stærk præstation vandt Silkeborg-holdet 36-32 og sikrede dermed maksimumpoint i kvalifikationsspillet.

Cheftræner Peter Schilling Laursen var tilfreds med indsatsen, særligt med tanke på kampens betydning for modstanderne:

“Jeg synes virkelig, det er stort, og det giver også en vis form for stolthed, at vi kan vinde sådan en kamp, selvom vores placering var afgjort, og Ringkøbing havde alt at spille for,” siger cheftræneren til Midtjyllands Avis.

Trods fraværet af profiler som Andrea West Bendtsen, Karen Klokker og Thilde Frandsen viste Silkeborg-Voel stor bredde. Især Maria Holm imponerede offensivt med ni scoringer på ti forsøg.

Peter Schilling Laursen fremhævede også indsatsen fra forsvaret, hvor Mathilde Kristensen spillede sin sidste ligakamp i karrieren, og Isabella Poulsen tog en uvant plads:

“Karen og Andrea har stået sammen i vores midterforsvar i 95 procent af tiden, men her var det Mathilde Kristensen, der spillede sin sidste ligakamp i karrieren, som stod derinde sammen med Isabella Poulsen, som stort set kun har dækket ude på backen. Kæmpestor ros til dem,” lød det fra cheftræneren.

Silkeborg-Voel afslutter sæsonen med en pokalkamp mod 2. divisionsholdet TPI fra Odense fredag den 16. maj.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder