Sara Kececi: Fedt trods nederlaget
(europamester.dk i Ceres Arena) Selv om Danmark vandt 28-19 var landskampen torsdag aften en stor oplevelse for Tyrkiets målvogter. Sara Kececi er nemlig lige så jysk, som hun er tyrkisk, og derfor havde hun set frem til kampen med spænding.
- Jamen, det var da super fedt. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at spille mod dem. Det er selvfølgelig en kamp, vi taber stort, men en super fed oplevelse, siger hun til europamester.dk.
Sara Kececi vogter til daglig Silkeborg-Voels mål, og derfor var det ikke nyt for hende at stå over for danskerne.
- Det er sjovt at stå over for de danske spillere. Jeg kender dem ret godt, ved hvor de skyder og har nogle skudstatistikker på dem, jeg kan bruge, og så er det bare sjovt, når man kender dem, siger hun.
Tyrkiets næste opgave i EM-kvalifikationen er Rusland – og var tyrkerne i modvind mod Danmark, forventer Sara Kececi et decideret stormvejr i dén kamp.
- Det bliver sgu svært. Vi skal have noget mere fysik, hvis vi skal være med. Vi havde jo kæmpe problemer i forhold til det fysiske mod Danmark, så det bliver nok ikke lettere mod Rusland, tænker jeg.