Knorr: En del af mig higer efter ramepelyset - en del af mig hader det også

Når halspeakeren råber hans navn op, er jubelen ofte den højeste i hallen. Efter kampene er det som regel også Knorr, der bliver stående længst for at skrive autografer og hilse på fansene. Det er en naturlig del af jobbet – men ikke nødvendigvis noget, han søger.

Knorr beskriver sig selv som introvert og mest tilpas, når han kan trække sig tilbage til et stille liv med sin familie og sin hund Elfie, helst tæt på vandet. Alligevel erkender han, at rampelyset også har en dragende effekt.

“En del af mig higer efter rampelyset, en del af mig hader det. På den ene side vil jeg gøre alting perfekt, på den anden side vil jeg bare spille håndbold med venner,” siger han om den indre konflikt mellem ambitioner og ønsket om et mere almindeligt liv.

Den 25‑årige playmaker har dog lært at håndtere presset, der følger med rollen som en af Tysklands største profiler. Han fortæller, at han tidligere læste alt, hvad der blev skrevet om ham – og lod sig påvirke af det. I dag har han lagt den vane bag sig.

“Jeg plejede at læse alt og blive ophidset over det. Nu læser jeg ikke noget længere. Det gør alting meget mere afslappet. Jeg har lært i de senere år, at det at være afslappet på banen hjælper mig mere end den sidste smule disciplin eller perfektionisme,” siger Knorr til magasinet Bock auf Handball.

Knorrs refleksioner giver et sjældent indblik i livet som topatlet: et liv, hvor hyldesten fra tusindvis af fans kan stå i skarp kontrast til ønsket om ro, nærvær og normalitet. Og netop den balance forsøger han hver dag at finde – både på og uden for banen.