17-årig HIH-spiller fik landsholdsdebut
Onsdag aften fik 17-årige Liv Poulsen debut på det færøske landshold.
Liv Poulsen, som til daglig er ungdomsspiller i Herning-Ikast Håndbold kom på banen for Færøerne og kvitterede med sit første landsholdsmål i EM-kvalifikationskampen mod Polen.
På udebane tabte Færøerne med 28-16 efter at have været bagud med 12-8 ved pausen.
"Det var mega fedt at få debut og især foran en fuld hal med så mange polske tilskuere. Vi er et ungt hold men viste i første halvleg, at vi godt kunne spille op mod dem, selvom det desværre ikke var nok til en sejr i sidste ende. Det er aldrig sjovt at tabe, men vi kan helt sikkert tage meget med fra kampen til fremover", siger Liv Poulsen til Herning-Ikast Håndbolds Facebookside.
Søndag skal Liv Poulsen og resten af det færøske landshold i aktion igen, når de på hjemmebane støder sammen med Rumænien.
Se kampen mellem Polen og Færøerne i tal herunder:
Polen: Monika Kobylinska 7, Aneta Labuda 5, Kinga Achruk 4, Kinga Grzyb 3, Sylwia Matuszczyk 3, Karolina Kudlacz 2, Joanna Drabik 1, Katarzyna Janiszewska 1, Bogna Sobiech 1, Aleksandra Zych 1.
Færøerne: Maria Weyhe 4, Suna Hansen 3, Marita Mortensen 3, Durita Christophersen 2, Turid Samuelsen 2, Marianna Eystberg 1, Liv Poulsen 1.