Aalborg Håndbold må undvære Lukas Nilsson, når holdet klokken 18.45 går på banen mod Sporting i den første kvartfinale i Champions League.
Ifølge HBOLD.dk’s oplysninger er den svenske profil rejst med til Portugal, men han er ikke blevet klar til kampen. Det bekræftes også af kamprapporten fra Det Europæiske Håndboldforbund, hvor Nilsson ikke fremgår som en del af den aktuelle kamptrup.
Dermed må Aalborg klare sig uden svenskeren i et opgør, hvor nordjyderne indleder jagten på en plads i Final4 på en vanskelig udebane mod det portugisiske storhold.
Fraværet er en streg i regningen for Aalborg, som ellers går ind til opgøret med stor tyngde og erfaring, men nu altså uden en af de spillere, der kunne have givet ekstra bredde i bagkæden.





























