Ajax København henter scoop
Ditte Vind har valgt at skifte til ligakvinderne fra Ajax København, det bekræfter klubben i denne pressemeddelelse.
Det må siges at være lidt af et scoop, at en spiller med det cv, som Ditte Vind har, har valgt at spille i Ajax København.
Ditte har repræsenteret flere klubber i Danmark, herunder FCM Håndbold, HC Odense, Aarhus United, TTH Holstebro og NFH, som hun vandt DM-guld med. Senest har hun spillet i Frankrig for Fleury Loret og Bourg-de-Péage, inden det desværre blev til en konkurs og derefter et – nu midlertidigt – karrierestop. Hun har 32 U-landskampe på cv’et, og hun har både vundet EM-guld i beach og er senest blevet kåret til ”Best Goalkeeper” til det netop overståede EM i beach. Det er ikke hvem som helst, der kommer til Ajax København:
- Ditte har længe været på radaren, og da det pludselig blev en mulighed at tilknytte hende, så var det med at slå til. Ditte er en fremragende målvogter, som har prøvet en hel masse – herunder at vinde DM-guld, spille på U-landshold og i udlandet. Det er værdifuld erfaring, som vi kommer til at nyde gavn af, fortæller cheftræner Kasper Andersen.
Ditte selv glæder sig også til at flytte til København og blive en del af klubben, samtidig med, at hun kan kombinere sin stilling som Kommunikationsansvarlig hos Dansk Døve-Idrætsforbund:
- Det glæder mig, at jeg kan blive tilknyttet Ajax København samtidig med mit arbejde i Dansk Døve-Idrætsforbund. Jeg har stadig masser af håndbold i mig, og derfor er det en perfekt løsning for mig, at jeg kan kombinere arbejde med håndbold. Jeg glæder mig meget til at bidrage til udviklingen i Ajax, som en efterhånden aldrende ræv blandt en masse unge talenter. Med mine 10 år i ligaen håber jeg at kunne give noget erfaring og ro til de unge - plus en historie eller to fra min karriere. Jeg er glad for, at Ajax ville imødekomme mine ønsker om at spille håndbold samtidig med at arbejde og spille på beachlandsholdet. Jeg glæder mig til samarbejdet!