LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Ligaklub udlejer talentfuld bagspiller

Andrew Wisman skal tørne ud for TIK Håndbold resten af 2025/2026-sæsonen.

Nordsjælland Håndbold har indgået en aftale med TIK Håndbold om udlejning af Andrew Wisman for resten af sæsonen. Aftalen skal give den unge bagspiller mulighed for at få mere kontinuerlig spilletid og udvikle sig yderligere i et nyt miljø.

Andrew har haft hele sin håndboldopvækst i Helsinge og Nordsjælland med undtagelse af et enkelt år på efterskole. Efter tre gode år i NH-Talent rykkede Andrew i sommeren 2024 op i ligatruppen i forbindelse med overgangen fra U19-spiller til senior. Dog har de første halvandet år af ligatilværelsen været plaget af to længerevarende skader.

”Jeg er glad for, at jeg kan få muligheden i Taastrup. Det bliver en ny udfordring i min karriere, hvor jeg skal prøve kræfter med en ny klub, efter at have været det samme sted i så mange år. Jeg glæder mig til at møde nye mennesker og nye udfordringer, som forhåbentligt kan være med til at styrke mig som spiller og menneske,” fortæller Andrew Wisman i en pressemeddelse.

Cheftræner Laurids Søgaard ser også udlejningen som en god løsning, der kan hjælpe Andrew med at genfinde rytmen og kontinuiteten efter en længere periode præget af skader:

”Vi har i Nordsjælland Håndbold over en del år stor tro på, at Andrew har haft et betydeligt talent, som vi også tror på kan gøre sig gældende i den lysegrønne trøje på et tidspunkt, men han har også over de senere år haft et forløb med et par uheldige skader, som har gjort, at han ikke har kunne træne og spille på et højt nok niveau.”

Trods de længere skadesperioder har Andrew fortsat sin positive udvikling og blev sidste sommer belønnet med debut på U21-landsholdet:

”På trods af skadesperioderne har han udviklet sig og fik officiel debut på U21-landsholdet op mod sommerferien sidste år. Vi har en stor forhåbning om, at vi i samarbejde med Taastrup kan løfte ham, og han der kan finde den kontinuitet, som han har måtte undvære de sidste par år,” fortsætter Laurids.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder