Årets sensation lurede: Træner med klar besked
Når man scorer 39 mål i en håndboldkamp, burde det være nok til at vinde. Men det var det ikke seneste i Odense.
Her var EH Aalborg nemlig tæt på at skabe en gigantisk sensation, men Odenses stjerner lavede 41 kasser i et målorgie, og så måtte nordjyderne rejse fra Fyn uden point.
Hos de undertippede gæster tager man dog ja-hatten på:
"Normalt når man scorer 39 mål, så skal man vinde kampe – men vi er simpelthen også bare nødt til at anerkende, at vi spiller mod et godt hold. Så jeg vælger at tage den positive kasket på og fokusere på, at vi virkelig lykkes med rigtig mange ting og spillede en rigtig flot kamp," siger cheftræner Morten Holmen til klubbens hjemmeside.
Han har dog også en klar besked:
"Vi er stolte over vores indsats mod Odense, men vi skal huske, at vi jo ikke har fået point ud af det. Og vi er klar over, at vi skal præstere på det her niveau hver gang," lyder det.