Barcelona ude af CL – Ortega stiller spørgsmål ved dommernes kendelser
FC Barcelona er ude af EHF Champions League efter et dramatisk 30-31-nederlag til SC Magdeburg i semifinalen lørdag aften. Kampen blev afgjort i allersidste sekund, og de spanske mestre måtte se deres titeldrømme briste – blandt andet som følge af tre direkte røde kort.
Barça-træner Carlos Ortega roste sit holds indsats som "eksemplarisk" og udtrykte stolthed trods nederlaget. Han undlod at rette hård kritik mod dommerne, men kom dog med en stikpille til de to med fløjten, da han mente, at forskellige kendelser i de to felter havde haft stor betydning for kampens udfald: "Kontakten blev dømt forskelligt – der var ikke samme linje i begge ender," sagde han ifølge det spanske medie Mundodeportivo.
Ortega pegede desuden på, at fejl i slutfasen og manglende udnyttelse af overtalssituationer blev afgørende. "Vi skulle have trukket det sidste angreb længere ud, men tog en svær afslutning alt for tidligt," forklarede han videre.
Trods skuffelsen insisterede Ortega på, at holdet nu skal rejse sig og være klar til bronzekampen mod HBC Nantes søndag kl. 15.00.