Bergholt: Det er meget bittert
Emil Bergholt havde efter opgøret svært ved at skjule sin skuffelse.
“De får et straffe til sidst, som Tim (Winkler, red.) er tæt på at tage, så det er meget bittert lige nu,” siger Emil Bergholt til TV 2 SPORT.
Dramaet opstod med ti sekunder igen, da Joaquim Nazaré blev udvist med direkte rødt kort efter at have holdt fat i bolden efter en kendelse imod ham. Aalborg fik tildelt et straffekast, som Sebastian Barthold scorede på, og sikrede dermed Aalborg det ene point.
Bergholt er dog klar til at bakke op om sin holdkammerat Nazaré.
“Han gør det ikke bevidst. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad han gør, så vi skal ikke dvæle ved det. Selvfølgelig skal vi lige ud og klappe ham på skulderen, men derefter skal vi videre herfra,” lyder det fra Bergholt.