Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Burgaard kåret som Årets Landsholdsspiller 2023/2024

Det har været endnu et rigtig flot landsholdsår med VM-bronze til håndboldkvinderne på hjemmebane i december.

Nu kan Louise Vinter Burgaard sætte en ekstra fjer i hatten med kåringen som Årets Landsholdsspiller 2023/2024.

Det er kollegerne, der har udpeget den stærke højre back som vinderen ved en afstemning blandt henholdsvis kvindespillerne i ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle.

Prisen uddeles af DanskHåndbold og Håndbold Spiller Foreningen i samarbejde med landsholdenes hovedsponsorer, Sparekassen Kronjylland og Bring.

Louise Vinter Burgaard, der i foråret rundede 175 landskampe, udmærkede sig ved VM med en plads på IHF’s All Star-hold for turneringen.

Landstræner Jesper Jensen er ikke sen til at lovprise årets vinder.

- Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til Louise Burgaard. Hun er nok den landsholdsspiller med det største smil, for hun elsker at trække den danske trøje over hovedet og stiller stolt op for landsholdet hver gang. Hendes gode humør og engagement smitter af på hele holdet. Hun har været med i mange år – også nogle hårde år – men hun har altid elsket at være med, siger Jesper Jensen til DanskHåndbold og fortsætter:

- Jeg sad på Scandic Århus V og snakkede med hende under en af mine første samlinger. Hun ville så gerne tage et stort ansvar, men skuffede sig selv alt for ofte. De seneste år har hun fundet sin vej, og hun er nu en af de spillere med størst ansvar. Det danske håndboldpublikum kan godt begynde at glæde sig, for efter en masse år i fransk håndbold bliver det godt at se hende i den danske liga igen, når hun fra næste sæson tørner ud for Odense.

Louise Burgaard og Mathias Gidsel bliver hyldet for deres præstationer i løbet af landsholdsåret ved torsdagens dobbeltkamp i Hillerød, hvor kvinderne møder Norge og herrerne Argentina. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER