Dansk profil hylder u-dansk mentalitet: - Det klæder kvindelandsholdet
Det er langt fra en tilfældighed, at det danske kvindelandshold nu i fem slutrunder i træk har spillet sig blandt de fire bedste - og fire gange i træk har nappet en medalje med hjem.
Der ligger hårdt arbejde, dedikation og en masse til- og fravalg bag kvindelandets stormende succes over de seneste år.
Det mener stregprofil Kathrine Heindahl, der efter sommerens OL-bronze reflekterede nærmer over, hvad der egentlig ligger til grund for, at Danmark nu igen kontinuerligt spiller sig i verdenstoppen:
- Mange af os piger har taget valg, fordi vi vil flytte dansk kvindehåndbold. Det gør, at vi nu for fjerde mesterskab i træk tager en medalje med hjem. Vi har kæmpet så meget for at få lov til at stå på den her scene. At vi så er i stand til at styre det, selvom alle synes, vi ikke har spillet godt, så er det stadig kæmpestort, siger Kathrine Heindahl til Europamester.dk.
Team Esbjerg-profilen tog selv et skelsættende karrierevalg, da hun i sommeren 2020 skiftede de trygge rammer i Odense ud med den russiske hovedstadsklub CSKA Moskva.
Efterfølgende har profiler som Kristina Jørgensen, Trine Østergaard, Emma Friis og Line Haugsted også prøvet sig af i udlandet, og det giver bare landsholdet stor værdi:
- Personligt valgte jeg at tage til Moskva, fordi det skulle være alt andet end Danmark. Jeg ville prøve crazy ting. Stå imod. Være i en kultur, hvor kun sejr tæller. Ingen underdog-rolle. Det sidste halve år har jeg kæmpet mig igennem en skade og nedprioriterede rigtig meget socialt liv.
- Min plan har været at stå klar til OL. Det har kostet meget, men det har givet os oplevelser for livet, og OL er nok én af dem, der topper.
Ekspert Lars Rasmussen bakker Kathrine Heindahls analyse op: Udlandsophold er med til at modne de danske spillere, der skal finde fodfæste i en hverdag, hvor der ikke er nogen kære mor:
- Det klæder det danske kvindelandshold at flere og flere spillere prøver sig af i udenlandske klubber. Det giver altså en stor ballast at stå på egne ben i en helt ny kultur, i en ny klub, måske nyt sprog, nyt alting. Jeg ser gerne, at endnu flere prøver sig af udenfor Danmarks grænser. Vil vi vinde guld, så er det nødvendigt, at vi har spillere, der begår sig udenlands. Jo flere, jo bedre, siger han, mens Heindahl slutter:
- Man får mere hår på brystet. Man tager egne valg i forhold til den fysiske træning, kost, og hvornår man er bedst. Der er gjort så mange tanker for at opnå de her resultater. Jeg tror ikke engang, at en bog vil være lang nok til at beskrive, hvad hver enkelt har forsøgt på at rykke.
- Alle de valg de benefitter os i dag. Vi bliver ved og ved og ved og ved. Vi har en erfaring samlet i gruppen, hvor vi alle har været igennem så mange ting. Vi bliver ved med at tro på hinanden og være der for hinanden, slutter Kathrine Heindahl.
På mandag samles kvindelandsholdet for første gang siden OL - blandt andre uden Team Esbjerg-trioen Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Mette Tranborg.
Hør hvorfor fra landstræner Jesper Jensen lige her: Jesper Jensen: Derfor skal nogle af spillerne holde fri