Dansk reserve har taget ubarmhjertig rolle med oprejst pande

Hvordan er det egentlig at gå og vente på, at en holdkammerat bliver skadet?

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Det kan lyde hårdt, hvilket det også helt med rette er - i hvert fald sat på spidsen. 

Men ikke desto er det sådan, livet er som reserve i en olympisk håndboldtrup, hvor der kun må skrives 14 spillere i kamptruppen, imens de tre udvalgte reserver må tage plads langt væk fra banen. 

Én af dem har været Team Esbjergs bagspiller Michala Møller, der hele sommeren har gået med bevidstheden om, at hun først ville få sin årelange drøm, om at spille OL, opfyldt, hvis en af hendes landsholdskammerater blev skadet. 

Det er naturligvis en ubarmhjertig rolle og situation at stå i, og derfor har hun også brugt en del af sommeren på at håndtere de mange store, svære og tunge følelser, der er forbundet med rollen som OL-reserve:

- Jeg synes, det er blandet. Man går jo ikke og ønsker, at der er nogen, der bliver skadet. Jeg var klar over præmissen, inden jeg tog af sted. Jeg har også snakket med de to andre reserver og prøvet at finde ud af, hvad jeg kan bidrage med, og hvad min rolle er, siger Michala Møller til Europamester.dk og fortsætter:

- Jeg har tacklet det godt. Jeg har taget det dag for dag. Hvis der er brug for mig, så spiller jeg hellere end gerne. Skal jeg sidde ude på bænken eller bidrage til træningerne, så er det sådan, det bliver, siger hun. 

Louise Burgaards akillessene problemer endte med at sende Michala Møller i kamp i Danmarks sidste gruppekamp mod Sydkorea. 

Nerverne spillede Møller et puds, men da kampen først kom i gang, og hun fik spillet de første nerver og minutter af, så gik det helt fint, og Danmark vandt 28-20:

- Det er blandet. Først er der en holdkammerat, der bliver taget ud. Jeg er utrolig ked af det på Louise Burgaards vegne. Men når det har lagt sig lidt, så begynder man at blive rigtig glad på sine egne vegne og spændt. 

- Der var nerver på. Da vi sang nationalsangen, og jeg kunne se foran mig, at der stod Paris 2024, der kunne jeg godt mærke, at jeg skulle synke en ekstra gang. Det var sørme stort og en kæmpedrøm at få lov til at stå her. Jeg prøver at nyde det og suge alt ind, imens jeg også skulle spille en håndboldkamp, slutter Michala Møller.

Michala Møller nåede at score på ét enkelt straffekast.