Esbjerg-profil har spillet sin sidste kamp i den røde trøje - er gravid
Kathrine Heindahl venter sit første barn til sommer og har dermed spillet sin sidste kamp for Team Esbjerg. Den 32-årige stregspiller kom til klubben fra CSKA Moskva i 2022 på en treårig aftale, der udløber 30. juni.
– Casper og jeg er bare sindssygt glade for, at vi skal have en lille til sommer og ser meget frem til et nyt kapitel i vores liv, siger Kathrine Heindahl i en pressemeddelse.
Med sine håndboldevner og lederegenskaber er Kathrine Heindahl et vigtigt og værdsat medlem af Team Esbjergs trup, og cheftræner Tomas Axnér har kun positivt at sige om hende som håndboldspiller og menneske.
– Kathrine har som spiller haft høj værdi med sin erfaring og især forsvarskompetencer. Som person er hun stabil, klog og professionel. Vi mister en god håndboldspiller, men er på hendes vegne først og fremmest glade for, at hun skal være mor. Jeg håber, at vi i den næste tid fortsat kan gøre brug af Kathrines egenskaber i forhold til holdet, siger Tomas Axnér.
Direktør Hans Christian Warrer betegner Kathrine Heindahl som et mønstereksempel på loyal og professionel optræden, efter det stod klart, at hun ikke fortsætter karrieren i Team Esbjerg efter kontraktudløbet. Selv er hun ikke i tvivl om, hvad tilværelsen skal bringe efter fødsel og barsel.
. Jeg har et klart ønske om at fortsætte med at spille håndbold på højeste niveau, men har ikke travlt med at finde en ny klub. Nu glæder vi os bare til at blive forældre om et halvt års tid, siger Kathrine Heindahl.