Esbjerg-træner storroser defensiven i europæisk sejr
De forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg kunne søndag eftermiddag sætte to vigtige point på deres europæiske konto.
På udebane tørnede Tomas Axnérs tropper sammen med rumænske CS Rapid Bucuresti, da de to mandskaber krydsede klinger i EHF Champions League Women.
I den rumænske hovedstad vandt esbjergenserne opgøret med cifrene 28-26 og rykker dermed op på andenpladsen i gruppe B.
Se kampen i tal HER
Esbjerg-træneren storroser holdets defensive præstation.
”Forsvarsspillet var 100 procent afgørende for, at vi fik sejren. Amalie Milling kom også ind og gjorde det godt, og hun havde nogen afgørende redninger”, siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.
Esbjergensernes næste europæiske opgave er den 9. februar, når de på hjemmebane byder franske Brest Bretagne Handball op til dans.