Strenge regler: DJ'en i Boxen må ikke skrue ekstra op
Danmark har hjemmebane ved VM, men derfor kan dj'en og speakeren ikke skeje ekstra meget ud under kampene.
- Til sådan et mesterskab som det her er vi underlagt nogle regler af Det Internationale Håndboldforbund om, at der skal være 100 procent fairplay. Det overholder vi jo selvfølgelig, ellers bliver vi smidt af pinden af IHF, siger dj Kim Nielsen ifølgde dr.dk.
Musikken efter en scoring skal have samme lydstyrke og længde for begge hold. Speakeren må også kun råbe målscorerens navn én gang.
- Vi er der jo for at skabe stemning i hallen og for de mennesker, der er i hallen. Og når 90 procent af dem er danskere, så vil man selvfølgelig spille noget, der passer dem. 'For evigt' for eksempel. Vi spiller den i princippet ikke højere eller længere end musikken, når Schweiz scorer. Men publikum bærer jo sangen videre, forklarer han.