LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Fransk håndboldknægt lærer dansk: Vil følge Gidsels vej i GOG

Det startede med Mathias Gidsel, og nu drømmer en 13-årig fransk håndboldspiller om at gå i sit idols fodspor hos GOG.

For de fleste unge håndboldspillere i Frankrig er stjernerne at finde på landets store hold som PSG og Montpellier. Men for Giuliano Lepinois fra Saint-Raphaël i Sydfrankrig hedder drømmeklubben noget helt andet: GOG.

Interessen for den fynske klub begyndte, da den dengang helt unge håndboldspiller opdagede Mathias Gidsel.

“Giuliano vidste, at Gidsel havde spillet i GOG, så han begyndte at lave research på klubben. Det var begyndelsen på det hele,” fortæller hans far til GOG's hjemmeside.

Siden er idollisten blevet udvidet til også at tælle profiler som Hjalte Lykke og Tobias Grøndahl, men det var altså landsholdsprofilen Mathias Gidsel, der for alvor fangede Giulianos opmærksomhed.

Den franske teenager har efterfølgende taget fascinationen et stort skridt videre. Sidste efterår fik han overtalt sine forældre til at tage turen fra Sydfrankrig til Danmark, hvor familien overværede en kamp med GOG og samtidig fik afleveret et personligt brev fra Giuliano.

Forældrene fortæller begejstret om mødet med klubben og det helt særlige miljø i Gudme.

“Vi har hørt om ånden i klubben og akademiet – og det er meget anderledes end i Frankrig. Vi er blevet virkelig begejstrede og rørte over det hele. For Giuliano er det den bedste uddannelse, man kan få som ung håndboldspiller,” siger faderen.

Den unge franskmand har allerede taget fat på at lære dansk for at forberede sig bedst muligt på drømmen om at følge i fodsporene på Mathias Gidsel og de øvrige idoler i Gudme. Derhjemme tales der nu dansk, gloserne øves på Duolingo, og på YouTube sluges hver en kamp med GOG råt.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder