Györ-profil skadet og misser sæsonstart
Jana Knedlíková har pådraget sig en ankelskade og går glip af sæsonstarten med Györ.
Når Györi ETO KC i næste uge tager hul på 2019-20 sæsonen bliver det uden deres tjekkiske højrefløj, Jana Knedlíková. Under opstarten er Knedlíková nemlig kommet til skade med sin ankel. Det kunne storklubben meddele fredag.
Det var i forbindelse med et retningsskifte til træning, at den 30-årige fløjspiller trådte forkert på anklen. Györs lægestab forventer, at Knedlíková kommer til at være ude i minimum 4 uger og går derfor bl.a. glip af sæsonpremieren mod Siófok KC den 1. september.
Jana Knedlíková har tørnet ud for Györ siden 2015. Hun er desuden en del af det tjekkiske landshold, hvor hun siden 2008 har spillet 100 landskampe og scoret 219 mål.