LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Slutrundepausen rammer Team Esbjerg på et skidt tidspunkt

Team Esbjerg havde endelig fundet det gear, de har ledt efter siden sæsonstart. Spillet flød, strukturerne sad bedre, og holdet lignede igen den magtfaktor, de forventer af sig selv. Men netop som formen for alvor begynder at tage fart, står VM-pausen for døren – og Esbjerg-truppen spredes for alle vinde.

De seneste ugers udvikling peger ellers kun én vej. Nederlaget i Rumænien fremstod som en enlig afvigelse, en kamp hvor intet hang sammen. Siden har Team Esbjerg genfundet både disciplin og udtryk, og måske var opgøret netop den rystelse, der skulle til for at genstarte holdets sæson.

Derfor kommer pausen også ubelejligt, fortæller cheftræner Tomas Axnér, som selv rejser afsted med Sverige.

"Vi har spillet godt og haft en fin harmoni i truppen og i vores spil. Så selvfølgelig kommer pausen lidt ubelejligt, og man ved heller aldrig, hvordan kroppen reagerer efter sådan en slutrunde, hvor belastningen er enorm," siger han.

Inden spillerne drager ud til landsholdene, venter der dog endnu en betydningsfuld opgave: returkampen mod OTP Group Buducnost i Montenegro. Team Esbjerg vandt det første opgør med overbevisende 36-24, og et nyt resultat i samme retning vil både give ro på og styrke positionen i Champions League-gruppen.

"I forhold til tabellen og mulighederne for en god placering, så er det en vigtig kamp. Det er en mulighed for to point og for at komme tættere på toppen. Og det bliver vigtigt at få en høj placering, så vi kan få en bedre seedning til kvartfinalen," siger Axnér.

Træneren hæfter sig især ved attituden i holdets seneste kampe. De seneste fem præstationer har været præget af beslutsomhed og en konsekvent defensiv, og samme tilgang skal medbringes til Podgorica.

"Vi havde en god måde at gå ind til kampen på i søndags, og det skal vi gøre igen. Det er vigtigt, at vi sætter en grænse for, hvordan de spiller. For sænker vi paraderne bare lidt, så kan det hurtigt blive en anden kamp end den, vi spillede i Blue Water Dokken," siger han.

Team Esbjergs trup til Champions League-kampen mod Buducnost, 16. november kl. 14.00

Målvogtere: Katharina Filter, Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder