Keeperkollega roser makker: Althea er vanvittig dygtig
Europamester.dk, Sparekassen Kronjylland i Odense
Anna Kristensen, der selv er udtaget til endnu et mesterskab, glæder sig over, at truppen nu ligger fast.
"Jeg er mega glad. Det er rart, at der nu er kommet tryghed i, at man skal med. Det er en kæmpe oplevelse, så jeg glæder mig virkelig meget, og det er et fedt hold at være en del af, synes jeg," siger hun til Europamester.dk.
Efter en periode med store samlinger, hvor mange spillere har fået chancen for at vise sig frem, er der nu skåret til, og det mærkes også på gruppen, fortæller hun.
"Jeg synes, vi har haft nogle rigtig gode samlinger med Helle og Bojana, og det har været mega fedt. Vi har fået en god start, og der har været nogle nye med, som har gjort det rigtig godt. Det er helt fortjent, at nogle af dem har fået pladsen i VM-truppen – det er mega fedt."
Keeperpositionen har været et af de store samtaleemner forud for udtagelsen. Althea Reinhardt har siddet ude med en knæskade i syv uger, men Thomsen og Kristensen tror på, at hun bliver klar til mesterskabet.
"Det er mega fedt, at det ser ud til, at Althea er ved at være klar. Jeg synes, hun er en vanvittig dygtig målmand, og jeg har et rigtig godt samarbejde med hende. Det bliver en stor gave for os, hvis hun bliver klar. Men uanset hvad, så er jeg klar til at samarbejde med den, det nu bliver," siger Kristensen.
Dermed er Danmark på plads med sin målmandsduo, mens Amalie Milling står klar til at træde til, hvis Reinhardt ikke når at blive kampklar.