Ny Ikast-stjerne: Troede først det var en joke
Ikast Håndbolds nyindkøb, franske Beatrice Edwige, havde ikke forestillet sig, at karrieren skulle tage hende til Danmark.
Til TV 2 Sport fortæller hun, at opkaldet fra Ikast kom som en stor overraskelse.
"For at være ærlig tænkte jeg, om det var en joke, da jeg blev ringet op af Ikast. Jeg syntes ikke, at Ikast havde brug for en ny spiller. Så jeg vidste ikke, hvorfor de ringede, men efterfølgende kunne jeg forstå, at de havde to skadede stregspillere," siger hun.
Den rutinerede franske landsholdsprofil har vundet Champions League med Metz og Györ, men nu venter hendes sidste eventyr på den jyske hede.
"Ikast kommer til at være min sidste klub. Efter det her er det slut," fortæller Edwige.