Kommentar: Dette ærgrer os over valget af Helle Thomsen som landstræner
Undertegnede har rost nærmest alle udtalelser, beslutninger, handlinger Helle Thomsen har gjort som landstræner. Fra at bruge sin sommer på at se ungdomsslutrunder, til at køre landet tyndt for at se klubkampe på begge side af Storebælt, udvælgelse af en stor trup til sin første samling og udtalelser som “jeg er ligeglad med hvor gamle de er, hvis de har niveau, så er de med!”, til valget af assistenten Bojana Popovic.
Tag overskriften med et smil
I forbindelse med offentliggørelsen af Trine Nielsens comeback til slutrunderne som ekspert, denne gang for Danmarks Radio(DR), blev undertegnede mindet om landstræneren grundighed. Og det er her den lille my af ærgrelse opstår i forbindelse med ansættelsen af Helle Thomsen som landstræner - hold op hvor var hun også dygtig, for DR for hvem hun fungerede som ekspert, da de dækkede de seneste to verdensmesterskaber i 2021 og 2023. Under de decemberslutrunder fungerede Helle Thomsen som ekspertkommentator, der kommenterede den modsatte gruppe af Danmarks kampe. Om aftenen indgik hun i et panel med et andet skarpt håndboldhoved, nemlig legenden Camilla Andersen, om landsholdets og de andre topnationers præstationer. De to kvinder, i perioder assisteret af kompetente Lars Krogh Jeppesen, var enormt skarpe på spillet på banen, men der var også en naturlig entusiasme og forhåbninger for yderligere udvikling af vores kvindelandshold. Vi fik her et indblik i hendes store indsigt - en vidensbank hun har opbygget som mangeårig klubtræner i Danmark, Norge og Frankrig, senest Rumænien, samt hendes landstrænerjobs for Sverige og Holland. Læg dertil hendes naturlige interesse for at se så mange danske ligakampe som muligt, da hun opholdte sig i udlandet! Særligt tydelig for undertegnede var hendes kommentering af VM finalen i Spanien mellem Norge og Frankrig, og puljefinalen i mellemspillet 2 år efter mellem samme to nationer. Det var tydeligt, at der var her en ekspert, som til dagligt var på gulvet og havde et kendskab til spillerne enten som træner, der har skulle få dem til at præstere eller som modstander.
Thomsens faglige skarphed vil vi savne i studiet på denne facon, og Trine Nielsen kan sagtens løfte rollen på sin egen måde - det har hun vist utallige gange for både TV2 og Viasat. Hvad vi mister er næsten usynligt i forhold til hvad vi får. Det vi glæder os mest er selvfølgelig, at de danske kvinder nu får lov at nyde godt af skarpheden i ti-fold, hvis ikke mere i hendes nye virke som landstræner - og det begynder stille og roligt i aften.
Held og lykke til kvinderne og tillykke med debuten i dag Helle!