Jesper Jensen spillede stor rolle for landsholdsspillers beslutning
Den danske landsholdsspiller Michala Møller skifter til sommer til ungarske FTC hvor hun bliver genforenet med Jesper Jensen som cheftræner. Skiftet blev offentliggjort tirsdag eftermiddag.
Møller forlader dermed Team Esbjerg og fortsætter karrieren hos den ungarske storklub, der i forvejen hører til blandt Europas absolutte topadresser. I Budapest venter et gensyn med Jesper Jensen, som hun tidligere har arbejdet tæt sammen med – både i Esbjerg og omkring det danske landshold.
For Møller har netop relationen til den danske træner været et væsentligt element i beslutningsprocessen.
"Der har været flere ting, som har gjort, at jeg har valgt at skifte til FTC. Men det er klart, at det også har spillet en rolle, at Jesper er træner. Han er en super dygtig træner, og jeg har været glad for vores samarbejde," skriver Michala Møller i en besked til Ekstra Bladet.