Kæmpe profil forlænger med Ikast Håndbold
Ikast Håndbold og Emma Lindqvist har hængt sammen i mange år og det forsætter, hvor den svenske playmaker har skrevet under på en toårig forlængelse til sommeren 2028.
Emma Lindqvist er ofte blevet omtalt som den svenske kamæleon, hvor hun i mange år har spillet en central rolle for Ikast Håndbold på flere forskellige positioner. Derfor er direktør Daniel Grønhøj også glad for, at det er lykkedes at holde endnu to år på den svenske landsholdsspiller.
”Jeg er selvfølgelig ekstremt glad for, at Emma forbliver Ikast-spiller i de kommende sæsoner. Hun er alt det, man ønsker at have i sin klub, en fantastisk person og ikke mindst en håndboldspiller, som altid leverer 100 procent i holdets tjeneste. Hun er dygtig i alle spillets facetter og med denne forlængelse kommer hun til at være Ikast-spiller i minimum syv sæsoner. Hun har i alle årene indtil nu været en vigtig spiller og vil i fremtiden også have stor betydning for, at vi kan indfri vores målsætninger,” udtaler han i en pressemeddelse.
Den 27-årige playmaker ser også frem til at forsætte som en del af holdet på heden, hvor tillid og ambitioner går hånd i hånd.
”Ikast Håndbold er en klub, som har givet mig meget tillid og jeg har fået lov til at udvikle mig som håndboldspiller gennem årene. Jeg tror på, at der er mere at hente her og mine ambitioner sammen med klubben er store. Derfor giver det også mening for mig, at jeg forsætter min karriere her, hvor jeg er glad for at være og jeg ser frem til at spille endnu flere kampe i IBF Arena bag et fantastisk publikum.”