Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Vrøvler han? Mathias Gidsel taler om manglende skarphed

For første gang siden den 11. januar ved EM mod Tjekkiet har Mathias Gidsel ikke lavet mindre end de tre mål, som han lavede i søndagens OL-gruppefinale mod Norge. 

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, EUROPAMESTER.DK): I de 74 landskampe som 25-årige Mathias Gidsel indtil videre har fyret af, så står han til et snit på 5,6 mål per landskamp. 

Men selv verdens bedste håndboldspiller kan blive helt menneskelig og ligesom alle andre dødelige håndboldspillere. 

I søndagens sidste gruppekamp mod Norge ramte den danske verdensstjerne nemlig slet ikke det niveau, med- og modspillere har været vant til i en længere periode: Det var han da også godt selv klar over.

- Jeg synes ikke, at Norge gik mere til den, end folk plejer. De gik meget højt til mig, og det betød, at der var andre, der havde bedre rum. Det var mix af manglende skarphed fra mig. Det var rart, at vi kunne vise, at der er mange andre, der kan træde til, når der er er nogen, der træder lidt forbi, siger Mathias Gidsel til Europamester.dk og slår fast:

- Det siger lidt om karakteren og kvaliteten på det her hold. 

- Hvad blev det ellers for en kamp?

- En rigtig god omgang. Vi gik ind og vidste, at det var en gruppefinale. Vi ville rigtig gerne have et godt udgangspunkt til kvartfinalerne. Vi forventede rigtig stærk modstand mod Norge, og vi kommer virkelig godt ud af starthullerne anført af både Simon Pytlick og Emil Nielsen, der gjorde, at vi kunne kontrollere det mest af kampen. Det var en perfekt finale. 

Midtvejs i første halvleg sprang Mathias Gidsel op på femte sals højde og fik to hænder i siden af en norsk forsvarsspiller. 

Heldigvis landede den danske højre back nogenlunde kontrolleret, men han medgiver, at det er en farlig situation:

- Det er klart, at jeg er meget sårbar i luften på det allerhøjeste punkt. Det er klart, hvis man bliver rørt bare lidt, så kan det hurtigt se voldsomt ud. Men der var ikke noget der. Jeg er ved at vænne mig til at lande på hofte og baller, så jeg tænker ikke, at det betyder noget. Det var en superfed kamp, og nu har vi givet os selv et rigtig godt udgangspunkt.

- Jeg tænker ikke så meget, når jeg hænger deroppe. Det er en del af spillet. Jeg synes, at folk er gode til at gribe mig. Det kan hurtigt se voldsomt ud, når man ikke bliver grebet på toppunktet. Men det var fint. Det blev straffet, og det vigtigste er, at vi bliver beskyttet mod de grimme uheld, der kan ske med ryggen, slutter Mathias Gidsel.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER