København henter ny keeper
Hun har allerede markeret sig på højt niveau med optrædener på både U18- og U20-landsholdet, og nu går turen videre til København og Bambusa Kvindeligaen.
"Emilie er en meget spændende keeper, som kommer til at supplere Bianca rigtig godt. De står på hver deres måde – og det bliver super fedt at have lidt forskelligt at vælge imellem. Emilie er ung, men meget ambitiøs. Hun kommer med en sult og energi, vi glæder os meget til at arbejde videre med og udvikle på i hverdagen," udtaler direktør Louise Svalastog.
Ved siden af håndbolden starter Emilie også på sit studie, når hun flytter til København – og kombinerer dermed elitesport med uddannelse i sin nye hverdag. En balance, som København Håndbold støtter og ser som en vigtig del af livet som moderne atlet.
"Jeg ser utroligt meget frem til at spille for København Håndbold i næste sæson og ser frem til at blive en del af en spændende klub og trup. Jeg ser det som det helt rigtige skridt for mig i min udvikling som håndboldspiller, men ikke mindst også som menneske," siger Emilie Holst Firgaard.