Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Kun et spørgsmål om tid: Aalborg-stjerne er forberedt

20. 

Det er lige præcis antallet af de slutrunder i træk (!), som den nu tidligere landsholdsanfører, Niklas Landin, nåede at runde i den rød-hvide-nationaldragt siden debuten ved EM i 2008 og frem til OL i 2024.

Derfor træder man vist heller ikke nogen over tæerne, hvis man siger, at den 35-årige Aalborg-stjerne er bundrutineret, langt mere end de fleste til sammen, i at vende retur fra en slutrunde og hjem til en hverdag i klubben. 

Selvom den sidste dans med herrelandsholdet endte med det pureste guld, så ved Landin godt, hvad der venter lige rundt om hjørnet: En mental krise. 

- Jeg tror, at alle OL-spillere, og alle på det danske landshold får en down periode. Det er et spørgsmål om, hvordan man får bearbejdet den og ikke graver sig længere ned end højst nødvendigt. For mig er det bare fantastisk at spille på et hold, hvor der er god stemning. Det skal man huske at holde fokus på, siger Niklas Landin til Europamester.dk og uddyber:

- Lige nu kan man stadig rulle videre på succesen og bølgen fra OL. Det rammer hårdere om en måneds tid. Det plejer den at gøre efter slutrunderne i januar. Men det handler om at klø på og se, om man ikke ryger alt for langt ned i en bølgedal. Lige nu er det fint, men jeg tænker, at det kommer senere.

- Du er simpelthen forberedt på, at krisen kradser om lidt?

- Det har den i hvert fald gjort alle de andre år. Typisk i marts. Men det er jo en del af gamet. Jeg har en masse kampe og erfaring i rygsækken, så man kommer altid op igen. Det er bare et spørgsmål om, hvor lang tid det tager. 

Det kan handle om de helt små ting i hverdagen, der i sidste ende kan få stor betydning, og det er Niklas Landin ganske bevidst om:

- Jeg har slået hovedet fra i de perioder, det har været muligt. Jeg har brugt en del tid på familien de første 14 dage, efter jeg kom hjem. Jeg skulle væk fra at tænke håndbold, og det håber jeg vil gavne mig senere hen, slutter Niklas Landin. 

Efter de første syv spillerunder ligger Aalborg på en delt andenplads med 10 point og to nederlag. I Champions League er det blevet til tre point efter de første fire spillerunder og en øjeblikkelig delt femteplads i gruppen.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER