19-årig Ikast-talent har fået chance efter skadeshelvede
Da sæsonen gik i gang, stod Ikast med en rutineret stregtrio, men først en korsbåndsskade og graviditet til landsholdsspilleren Sarah Iversen og siden håndskader til både Karen Klokker og den norske Ane Høgseth har ændret hierarkiet markant. Pludselig er Lützhøft rykket frem som fast del af førsteholdet – og som aktuel backup på en nøgleposition.
"Det er selvfølgelig synd for dem, der er ramt af skader, men for mig personligt har det været vildt fedt at få chancen på den store scene," siger Lina Lützhøft til Herning Folkeblad efter lokalopgøret mod Silkeborg-Voel, som Ikast vandt 31-27.
"Før var jeg bare tredjestreg og ville måske få nogle minutter på seniorholdet, samtidig med at jeg spillede en masse U19. Nu er jeg pludselig den, der skal ind på stregen, hvis der er behov for det i kampene," fortsætter hun.
Lützhøft, der stammer fra Herlufmagle mellem Næstved og Ringsted, har de seneste tre år haft sin dagligdag i Ikast, hvor hun har været en del af både Idrætsskolerne Ikast (ISI) og Sportstar College Ikast-Brande.
For den unge stregspiller, der også er en del af U20-landsholdet, handler det nu om at suge alt til sig fra de erfarne spillere omkring sig – og om at bruge læretiden som springbræt til en fast rolle i Ikast Håndbolds fremtid.