Ligaprofil startede som fireårig: Jeg føler mig mega heldig
Mange fans nyder at se håndbold ude i hallerne, men hvor godt kender man egentlig de profiler, man hepper på derude?
I HH Elite tager podcasten Before Match sine lyttere med helt tæt på nogle af klubbens spillere, og i denne uge er turen kommet til målvogter Mathilde Bisgaard.
Og det bliver blandt andet til en spændende snak omkring, hvem hun egentlig er:
"Jeg er en glad og energisk pige, der ELSKER at vinde. For mig er håndbold ikke hele mit liv, men det fylder rigtig meget, og det er jeg sindssygt glad for. At den sport, jeg har dyrket siden jeg var barn, nu er den, jeg lever af. Det føler jeg mig vildt heldig omkring," siger Mathilde Bisgaard i podcasten.
Horsens-keeperen er vokset op i Vinding uden for Vejle, og hun begyndte allerede som fireårig at spille håndbold:
"Mest fordi det var det, min søde omgangskreds i børnehave og vuggestue synes var sjovt. Så vi startede til noget, der hedder Trille Trolle. Det er lidt mere leg og hygge, men en god start i forhold til at spille håndbold."
Hendes far spillede også håndbold i sin ungdom, indtil der var andre ting i livet, der blev mere spændende.