LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Officielt: Odense-profil drager videre

Thale Rushfeldt Deila spiller sin sidste sæson i Odense Håndbold. Den norske landsholdsprofil har valgt at gøre brug af en klausul i sin kontrakt og skifter til Györ fra sommeren 2026, hvilket både Odense og ungarerne har bekræftet.

Administrerende direktør Lasse Honoré lægger ikke skjul på skuffelsen over, at bagspilleren rejser videre:

“Det ærgrer mig at Thale har valgt at søge nye udfordringer fra næste sommer. Jeg tror ikke der findes nogen i håndboldverdenen som er i tvivl om Thale’s kvaliteter, og dem havde vi da gerne set, at hun fortsatte med at udvikle her i Odense.”

Han tilføjer, at klubben forsøgte at ændre udfaldet:

“Klubben har gjort hvad vi kunne for at overbevise Thale om at blive, men det er nu og engang sådan sporten er. Nu fokuserer vi på at få mest muligt ud af sæsonen som endnu er lang, og såvel som Thale, har vi store ambitioner.”

Rushfeldt Deila, der kom til Odense i 2023 og siden har etableret sig som en af klubbens største profiler, understreger selv, at beslutningen ikke har været let:

“Jeg har haft det virkelig godt i Odense, hvorfor det også var et svært valg at træffe omkring at skulle videre.”

Samtidig glæder hun sig over sine år i klubben:

“Jeg sætter stor pris på den tillid som klubben har vist mig fra start, og jeg trives utrolig godt både i klubben såvel som i byen. Nu er fokus på at afslutte sæsonen og de tre år jeg har haft i Odense, på bedst mulig vis.”

Med skiftet til Györ tager den norske landsholdsprofil næste skridt i karrieren, mens Odense får endnu en opgave i at erstatte en af sine mest markante spillere.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder