LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Ole Damgaard og U18-herrerne hylder barndomsklubberne efter EM-bronze

Fra Dansk Håndbold Forbund:

Alting starter et sted. For U18-landsholdet, der i sommer kunne juble over en EM-bronzemedalje, startede det, da de for første gang rørte en håndbold i HMH Maribo, Vindinge IF, Ry Håndbold og i alle de andre barndomsklubber. Her er deres hyldest og tak.




En sensommer-søndag leverede de danske U18-herrer en pragtpræstation. Ole Damgaards tropper slog værterne fra Kroatien i en hæsblæsende kamp om 3. pladsen ved EM. Bronzekampen d. 19. august 2018 i kroatiske Varazdin var dog aldrig blevet en realitet uden de frivillige kræfter i spillernes barndomsklubber – og det er U18-landstræneren og spillerne slet ikke i tvivl om.

”Spillerne og jeg har et ønske om at hylde barndomsklubberne, de gamle holdkammerater, de frivillige trænere og ledere, som undervejs har gjort det muligt for disse 16 spillere at nå frem til et dansk U18-landshold. Det er en påmindelse om, at eliten og bredden ikke kan adskilles, men derimod skal ses som en sammenhæng, der begge bidrager til et stærkt håndbold-Danmark. Drengene har sammen med deres barndomsklubber vundet bronze,” fortæller Ole Damgaard.

Anfører på U18-landsholdet Simon Pytlick var fire år gammel, da han startede til håndbold i Thurø Håndboldklub. Selvom det efterhånden er nogle år siden, så har Simon ikke svært ved at koble starten i barndomsklubben sammen med den nye og funklende bronzemedalje.

”Det var en ubeskrivelig følelse at vinde en bronzemedalje. Det havde vi ikke lige regnet med. Når du er håndboldspiller, er en slutrunde en stor bonus for dit hårde arbejde. Den bonus var dog aldrig kommet uden de oplevelser, jeg har fået i starten af min håndboldkarriere. Jeg forsatte med at spille på grund af fællesskabet på holdet og i klubben. På grund af de venskaber jeg fik. Fordi det var sjovt at komme til håndbold. Rammerne i Thurø Håndbold har været altafgørende for mig og min udvikling i andre klubber. Derfor fortjener min og mine landsholdskammeraters barndomsklubber og dets frivillige en kæmpe tak,” siger Simon Pytlick.

Simon Pytlicks holdkammerat på landsholdet Thor Christensen blev kåret til turneringens bedste stregspiller ved slutrunden i Kroatien. Han har, ligesom Simon Pytlick, ikke svært ved at kæde sin individuelle succes og bronzemedaljen sammen med de gode oplevelser, han har haft i klubmiljøet:

”Det var nogle virkelig gode år i min barndomsklub i Mejlby/Haverslev KFUM. Vi havde det bare sjovt med hinanden. Det handlede ikke om at vinde, der var plads til alle, og vi havde engagerede trænere. Jeg voksede som håndboldspiller i min barndomsklub, der betød, at jeg skiftede videre til Aars HK, hvor jeg kunne videreudvikle mit spil. Nu er jeg i Skanderborg, hvor jeg arbejder på at blive bedre. Det er selvfølgelig en speciel følelse, når man bliver kåret til All Star-holdet og vinder EM-bronze. Mejlby/Haverslev KFUM viste faktisk vores bronzekamp på storskærm hjemme i klubben. Det gjorde mig stolt,” fortæller Thor Christensen.

Nedenfor er Simon Pytlick, Thor Christensen og de 14 andre EM-bronzevindere listet, sammen med deres barndomsklub:

Mads Lenbroch, årgang 2000, startede i HEI
Simon Egtved Hoptrup, årgang 2000, startede i Marstrup IF
Marcus Stroustrup, årgang 2000, startede i Gundsølille IF
Oskar Rasmussen, årgang 2000, startede i Vindinge IF
Steven Jacobsen, årgang 2000, startede i Jersie HK
Mads Hoxer, årgang 2000, startede i Thisted IK
Simon Pytlick, årgang 2000, startede i Thurø Håndboldklub
Lauritz Leger, årgang 2001, startede i HMH Maribo
Mikkel Damgaard, årgang 2001, startede i Sædding Guldager
Svend Rughave, årgang 2001, startede i Svend Rughave, HF Mors
Thor Christensen, årgang 2001, startede i Mejlby/Haverslev KFUM
Jeppe Cieslak, årgang 2001, startede i HMH Maribo
Johan Koefoed, årgang 2001, startede i Mejrup Hvam
Anton Filtenborg, årgang 2001, startede i Tved TGI
Magnus Haubro, årgang 2001, startede i Ry Håndbold
Jon Katballe, årgang 2001, startede i AGF

Tillykke til barndomsklubberne med bronzemedaljen!



LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder