Pytlick tager fansenes reaktion med ro

For Simon Pytlick er det ikke kontroversielt. Men han er godt klar over, at det udefra kan se anderledes ud.

At offentliggøre en aftale halvandet år før, den reelt træder i kraft, bryder med den måde, mange i dag er vant til at tænke elitesport på. I fodboldens verden ville det være en fremmed størrelse. Her bliver handlerne holdt tæt ind til kroppen, ofte til det sidste øjeblik, hvor kontrakten kan effektueres med det samme. Alt andet skaber støj. Usikkerhed. Uro.

I håndbold er virkeligheden en anden – og for Pytlick var åbenheden et bevidst valg.

"Det var egentlig rart at få det ud. Så folk ved, at det sker, og så jeg ikke hele tiden skal svare på spørgsmål om det," siger han til HBOLD.dk.

Han beskriver ikke beslutningen som et opgør med Flensborg eller som et signal om manglende fokus på nuet. Tværtimod. For ham handler det om at få ro i hovedet. At vide, hvad der kommer, uden at skulle forholde sig til konstante spekulationer.

"Jeg fik så mange henvendelser, hvor folk mente, at de vidste, hvad der skulle ske. Så det var også for bare at kunne komme videre og koncentrere mig om det, jeg er i nu."

Reaktionerne i Flensborg har været til at tage og føle på. Fans, der føler sig svigtet. Bannere. Kommentarer. En tydelig påmindelse om, hvor meget følelser fylder i klubhåndbold.

Men Pytlick insisterer på at holde afstand.

"Det er jo fans. Jeg tager det ikke personligt, at de synes, jeg er større end klubben. Det mener jeg jo ikke selv, at jeg er."

Han understreger, at det aldrig har været hans hensigt at sætte sig selv over klubben eller skabe uro. Beslutningen handler ikke om utilfredshed, men om retning.

"Det er min karriere og mit liv. Jeg skulle prøve noget nyt."

Når han taler om skiftet til Berlin, bliver det sportslige hurtigt centralt. Det handler om systemer. Om spillestil. Om at være i et miljø, der matcher den type håndbold, han føler sig mest hjemme i.

"Det er et spilsystem, jeg kender bedre, og en måde at spille håndbold på, som passer bedre til mig som spiller," siger han.

Derudover er der relationerne. Kendte ansigter. Tryghed i noget, der allerede er afprøvet.

"Og så betyder det selvfølgelig også noget, at jeg skal spille sammen med Mathias igen. Det har vi snakket om i noget tid."

Men Berlin er ikke kun et sportsligt projekt. Byen fylder også i overvejelserne. Størrelsen. Anonymiteten. Muligheden for at træde et skridt væk fra den konstante opmærksomhed, der følger med at være et kendt ansigt i mindre håndboldbyer.

"Det har da været en overvejelse at komme et sted hen, hvor man bare kan være sig selv og ikke hele tiden tænke over, om folk genkender en."

Han er vant til blikke. Til at kunne mærke, når nogen genkender ham i supermarkedet. Til selfies på gaden.

"Man kan godt mærke, når folk opdager en. De kigger lidt anderledes. Så er man ikke i tvivl."

Berlin repræsenterer noget andet. En hverdag, hvor håndbold stadig fylder alt professionelt – men ikke nødvendigvis alt i det offentlige rum.

"Der er også nogle gange, hvor man bare gerne vil gå i fred," siger han.

Når Pytlick taler om fremtiden, gør han det uden store løfter og uden at male sig selv ind i et endemål. Skiftet til Berlin er ikke et punktum, men et nyt kapitel, der gerne må strække sig over tid.

"Jeg håber på kontinuitet dernede. At man kan bygge noget op over længere tid."

Det er også derfor, han afviser, at beslutningen først og fremmest skal måles i omgivelsernes reaktioner. For ham er det enkelt.

"Det er mit liv og min karriere. Og den beslutning skal give mening for mig."

Tilbage ved cafébordet på Hotel Vejlefjord falder samtalen igen til ro Sneen ligger stadig tungt udenfor. Og selv om blikket allerede peger mod Berlin og de kommende år, er det tydeligt, hvor fokus ligger lige nu.

Den 16. januar. Nordmakedonien. Jyske Bank Boxen.

Alt andet kan vente.