LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Reinhardt har været nervøs for Højlund-beslutning

Mie Højlund og Althea Reinhardt har fulgtes ad i flere år i håndboldverdenen.

De har sammen kunnet trække Odense-trøjen over hovedet i otte år.

Og det fortsætter.

Det har været megafedt og virkelig unikt på en eller anden måde at få lov til at opleve det her venskab i sin karriere

Althea Reinhardt

Onsdag meddelte Odense Håndbold, at Mie Højlund forlænger sin kontrakt til sommeren 2028.

Et valg, som holdkammerat og veninde Althea Reinhardt har været nervøs for.

- Jeg blev selvfølgelig superlettet og virkelig glad – både som håndboldspiller, men også det personlige udenfor, siger Althea Reinhardt til TV 2 Sport.

For udover at være holdkammerater er de to landsholdsspillere også rigtig gode veninder.

Althea er mit frirum

Althea Reinhardt kom til Odense Håndbold i 2016, mens Mie Højlund ét år senere også trak i Odense-trøjen.

- Der har det været enormt vigtigt for mig at have en veninde i Althea, som har været stabil, og som jeg ved præcis, hvor jeg har. Så hun har bare været en tryghed for mig – både på klubholdet og på landsholdet, siger Mie Højlund, der nu kan se frem til flere år på samme hold som Althea Reinhardt.

Veninderne har også været holdkammerater på landsholdet, siden de i samme kamp i oktober 2016 fik debut.

- Det har været megafedt og virkelig unikt på en eller anden måde at få lov til at opleve det her venskab i sin karriere. Tit bliver det lidt flygtigt. Nogle gange har man to eller tre år sammen, og så bliver der skiftet ud og frem og tilbage, siger Althea Reinhardt til TV 2 Sport.

Også Mie Højlund værdsætter, at hun kan dele sin hverdag og sit arbejde med sin veninde.

- Althea er mit frirum i håndboldverdenen, hvor tingene – som hun siger – godt kan blive flygtige, og man har mange holdkammerater på meget kort tid.
Er der forskel på at være den første eller den anden – i jeres tilfælde – der skal vælge at forlænge?

- Altså jeg vil jo sige, jeg gik og var mest nervøs for, om hun forlængede eller ej, siger Althea Reinhardt.

- Jeg tror, vi begge to har haft perioder, hvor vi har gået og tænkt lidt ekstrameget over det, men vi har altid villet hinanden det bedste, og hvis det var noget andet, ville vi også bakke hinanden op i det. Men selvfølgelig er det dejligt, at hun bliver.

Udelukker ikke fælles udenlands-eventyr

Selvom det ikke blev til udlandet i denne omgang, lukker Mie Højlund ikke døren for, at det kan ske i fremtiden – måske særligt ikke, hvis eventyret kan blive med Althea Reinhardt.

- Nu er du ikke den første, der spørger, om det (udlandet, red.) er noget, Althea og jeg kunne finde på at gøre sammen. Selvfølgelig er det det, men det kræver jo også, der er en klub, der har brug for to spillere på de positioner.

- Men det er ikke udelukket, og det er heller ikke udelukket, at vi gør det hver for sig, men det er klart, det er en bonus at tage ud til noget, der er ukendt for en, og så stadig have noget, der er trygt, med, siger Mie Højlund.

Men som det ser ud nu, fortsætter de to veninder sammen i Odense-trøjen til 2028.

Derudover kan de sammen trække i landsholdstøjet den 20. september, når danske håndboldkvinder samles til første landsholdssamling med Helle Thomsen og Bojana Popovic.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder